Sønderjyske i knæ: Vi har meget at snakke om

Sønderjyske er uden sejr i syv kampe, og der er mange ting at forbedre, erkender Marcel Rømer

Sønderjyske er efter søndagens 0-4-nederlag i Brøndby nu uden sejr i syv ligakampe i streg, og kun oprykkerne Helsingør har lavet færre end sønderjydernes fire point i den periode.

Målene hagler samtidigt ind. Sønderjyske har således lukket mindst to mål ind i sine seneste seks ligakampe.

Midtbaneprofilen Marcel Rømer erkender, at der skal arbejdes hårdt i den kommende landsholdspause.

- Vi har haft perioder med godt spil, og vi har lavet nogle gode comebacks mod OB og FC Nordsjælland. Vi har trods alt også hentet fire uafgjorte i de syv kampe, så det er ikke sådan, at vi svømmer i nederlag.

- Men de uafgjorte kampe rykker selvfølgelig ikke så meget for os, så vi er nødt til at forbedre os. Især hvis vi gerne vil op og snuse til top-6.

- Heldigvis kommer der nu en lang pause, for vi har en masse ting at snakke om, siger Marcel Rømer.

Cheftræner Claus Nørgaard er på linje med Rømer og peger på både defensive og offensive forbedringsmuligheder.

- Hvis man ser på de syv kampe uden sejr, så er det meget forskellige kampe.

- Vi lukker for mange mål ind, men vi kreerer også mange chancer uden at score på dem, så der skal arbejdes med spillet i begge ender, siger Sønderjyske-træneren.

Han ærgrer sig over det store nederlag i Brøndby.

- Det var unødvendigt, at det blev 4-0. Vi mistede aggressiviteten, da vi kom bagud. Det var bedre i anden halvleg, men vi var ikke dygtige nok.

Formsvage Sønderjyske møder efter landskampspausen FC Midtjylland på hjemmebane i sin næste kamp.