Sønderjyske kan bestå den europæiske svendeprøve

Nemt bliver det ikke, men med fuld koncentration har Sønderjyske chancen for at tage næste skridt mod et historisk gruppespil torsdag aften. Det vurderer Michael Søvsø, skribent på det digitale fodboldsite mediano.nu i denne analyse.

Endnu en europæisk gyser er i vente torsdag aften på Sydbank Park i Haderslev. Der er udsolgt. Naturligvis. UEFA’s strenge regler omkring europæiske kampe betyder, at kun det lille udebaneafsnit med ekstraordinært installerede sæder bag det ene mål må benyttes. Resten af arealerne bag de to mål står gabende tomme.

Ståpladser er forbudt i Europa League-regi, og det ærgrer de sig sikkert over i Sønderjyske-ledelsen i disse dage.

For mon ikke Sønderjyske kunne have været tæt på at ramme stadionrekorden (8357 tilskuere) fra kampen mod Viborg i 2014, hvis UEFA havde givet frie tøjler til at benytte alle arealer på det efterhånden glimrende stadion i Haderslev?

I hvert fald er det en storkamp i Sønderjyske-regi, der udspiller sig torsdag aften.

Jeg tillader mig at kalde det en europæisk svendeprøve for Sønderjyske, eftersom anden halvleg i Lubin i sidste uge beviste, at den polske modstander er et klassehold.

Zaglebie Lubin satte gæsterne under tryk, kombinerede flot og kun et par monsterredninger – og en fremragende parade af et polsk straffespark – fra Marin Skenders kroatiske Sønderjyske-hænder i buret betød, at sønderjyderne kunne køre en 2-1’er hjem.

Michael Uhre glæder sig til Onsdagens kamp

At Zaglebie Lubin lynhurtigt fik rystet nederlaget af sig, beviste polakkerne i weekenden i den hjemlige liga. Det blev 2-0 hjemme over Bruk-Bet Termalica Nieciecza, og Lubin har med tre kampe, ni point og en målscore på 8-0 allerede bevist, at klubben er en seriøs bejler til det polske mesterskab.

Sådan forholder det sig ikke for Sønderjyske i superligaen. Sønderjyderne har tydeligvis været påvirket af det hårde kampprogram og tabt terræn i den hjemlige turnering på grund af det europæiske eventyr.

Træner Jacob Michaelsen er fortrøstningsfuld inden kampen onsdag.

 

Men sådan er gamet nu engang. Europæiske kampe er noget helt specielt, og jeg tror også, at publikum i Haderslev tilgiver et vist frafald i superligaen, hvis det går godt i aften mod Lubin.

Det sønderjyske kernepublikum er en realistisk størrelse, og folkene på lægterne i Haderslev ved godt, at der sagtens kan gå både fire og fem år, før Sønderjyske igen kommer ud i Europa.

Derfor får den gas torsdag aften, hvor Sønderjyske-spillerne kan tillade sig at glemme alt om den dårlige Superligastart. Det gælder næste skridt mod et europæisk gruppespil, rigtig gode penge og måske ventende kampe mod hold fra Europas helt store ligaer.

Sønderjyske må tage initiativ

Hvordan kommer Jacob Michelsens mandskab så til at gå til kampen i Haderslev?

Forhåbentlig ikke alt for defensivt. Det bliver farligt fra første minut, hvis Sønderjyske-spillerne – bevidst eller ubevidst – stiller sig ned for at forsvare 2-1-føringen. Det holder ikke i 90 minutter.

Sønderjyske skal forsøge at holde på bolden, tage initiativ og på den måde spille tiden ned og samtidig også skabe egne chancer. Forsvarsslaget kan gemmes til slutfasen, hvor polakkerne – hvis de stadig er agterud – vil komme med fuld kraft fremad.

Jeg tør godt spå, at det bliver tæt til sidste minut på Sydbank Park – og er heller ikke i tvivl om, at målmand Skender igen kommer til at spille en hovedrolle. Kunne Tommy Bechmann slå til på en hurtig omstilling tidligt i kampen, er vejen banet for en endnu længere Sønderjyske-rejse ud i Europa.

Nemt bliver det ikke, men den knivskarpe første halvleg i Polen i sidste uge beviste, at Sønderjyske med fuld koncentration har chancen for at tage næste skridt mod et historisk gruppespil.