Sønderjyske kommuner vil bevare deres brandvæsen

De fire sønderjyske kommuner udfordrer nu planen om, at alle landets brandvæsener skal samles i 20 beredskabsenheder ved egentlige sammenlægninger i nye kommunale selskaber.

Sønderborg, Aabenraa, Tønder og Haderslev kommuner arbejder med at etablere et samlet sønderjysk beredskab, og i næste måned skal politikerne tage stilling til, hvordan et sådant beredskab skal organiseres. Det fortæller BeredskabsInfo Beredskabets netavis.

Kommunerne mener nemlig, at de lokale forhold gør, at der skal opretholdes et decentralt beredskab med lokale ledelser, men med et tæt samarbejde.

De fire kommuner fremhæver, at et tværkommunalt samarbejde bevarer en stærk lokal indflydelse på beredskabet, mens ledelsen og administrationen ved en sammenlægning af beredskaberne centraliseres.

Et særligt sønderjysk forhold er, at de lokale brandværn udgør et stærkt fundament i beredskabet. De eksisterende beredskaber nyder anerkendelse hos de frivillige og at de fire beredskabschefer har dokumenteret samarbejdsevnen gennem arbejdet med den nye struktur.

Den model, som kommunerne ønsker, er et forpligtende samarbejde mellem de fire beredskabschefer, der refererer til en styregruppe eller bestyrelse. På sigt arbejdes der så hen mod en mere tydelig ledelse med en tydeligere ansvarsfordeling. I denne samarbejdsmodel bibeholdes de fire beredskabskommissioner.

De sønderjyske kommuner har kontaktet KL om de lokale ønsker, men KL har endnu ikke svaret på denne henvendelse

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.