Sønderjyske med i gyserafslutning

SønderjyskE sikrede sig onsdag aften en plads i slutspillet, da holdet slog Ribe-Esbjerg med 25-22.

Der er lagt op til en regulær gyserafslutning, når grundspillet i Herre Håndbold Ligaen bliver afrundet i weekenden.

Bjerringbro-Silkeborg risikerer på allersidste spilledag at ryge ud af top-otte på bekostning af Skanderborg Håndbold.

Det vil være lidt af en bét for den midtjyske storklub, da kun de otte bedste hold booker en plads i det kommende slutspil.

Bjerringbro-Silkeborg og Skanderborg stod onsdag aften over for hinanden i Skanderborg i et opgør, hvor hjemmeholdet var klart bedst. Det endte med en sikker sejr til værterne på 33-23.

Skanderborg indtager i øjeblikket niendepladsen med to point færre end Bjerringbro-Silkeborg. Men Skanderborg er bedst indbyrdes, og derfor har holdet en chance for at gå forbi Bjerringbro-Silkeborg på lørdag.

Her står Skanderborg over for Sønderjyske på udebane, mens Bjerringbro-Silkeborg får besøg af Skjern.

Faktisk kan hele fire hold ende grundspillet med samme pointantal, da GOG og Århus Håndbold ligesom Bjerringbro-Silkeborg aktuelt har 29 point. Det kan betyde, at den helt store kugleramme skal i gang.

Århus skal i sidste spillerunde møde de regerende mestre fra Aalborg. Aarhusianerne er dog bedre indbyrdes end både Skanderborg og Bjerringbro-Silkeborg.

GOG har en ekstra kamp at gøre godt med. Torsdag aften møder fynboerne Aalborg, mens GOG-spillerne runder grundspillet af på hjemmebane lørdag mod bundholdet TMS Ringsted.

I onsdagens øvrige kampe lykkedes det Sønderjyske at sikre sig en plads i grundspillet, da holdet slog Ribe-Esbjerg med 25-22. Derudover så skuffede Skjern fælt i et nederlag på hjemmebane til Mors-Thy. Gæsterne vandt 29-24.