Se billederne: Viborg og SønderjyskE delte

Sønderjyske indtager nu andenpladsen i superligaen efter at have spillet 0-0 mod Viborg. Det er Sønderjyskes point nummer 20 på udebane i denne sæson.

Sønderjyske er nu rykket op på superligaens andenplads efter dagens udebanekamp mod Viborg. Det var en intens forestilling med mange nærkampe, men de helt store chancer udeblev - og derfor også målene.

- Det var en lige kamp. Der var knald på duellerne og meget energi, men det var også meget rodet og en kamp med mange lange bolde. Jeg synes, resultatet er fair, siger Sønderjyskes Johan Absalonsen til TV3 Sport.

Sønderjyskes varme angriber Tommy Bechmann kom ellers frem til et par muligheder, men målnæsen svigtede i situationerne. Dagens ene point er Sønderjyskes point nummer 20 på udebane i denne sæson. Det gør sønderjyderne til Superligaens bedste udebanehold i denne sæson.

Sønderjysk, som nu har 36 point efter 21 kampe, beholder som minimum andenpladsen til i morgen, hvor AaB med point mod FC København kan overtage andenpladsen.