Sønderjyske og Herning får superstart på semifinalerne

Sønderjyske slog Aalborg med 7-2, mens Herning lagde fra land med en sejr på 6-2 over Frederikshavn.

De regerende mestre fra Sønderjyske og Herning Blue Fox har sat kursen.

Tirsdag aften åbnede de to klubber semifinalerne med suveræne sejre over henholdsvis Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks.

På hjemmebanen i Vojens slog Sønderjyske gæsterne fra Aalborg med 7-2, mens Frederikshavn blev besejret med 2-6 i Herning.

Semifinalerne bliver spillet i en bedst-af-syv-serie, hvilket betyder, at det kræver fire sejre at indløse billet til DM-finalen.

Klubberne skal allerede i aktion igen på torsdag og fredag. Om to dage får Aalborg besøg af Sønderjyske, mens Frederikshavn om tre dage har fordel af hjemmebane, når nordjyderne skal forsøge at udligne stillingen mod Herning.