TV der bevæger dig

Sønderjyske sejrede i langvarig tur til Brøndby

Tre timer i en bus i kø på Storebæltsbroen forhindrede ikke Sønderjyske i at slå Brøndby 1-0 og gå videre i pokalturneringen.

Sønderjyske-angriberen Mart Lieder (10) scorede kampens eneste mål. Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix

Sønderjyske stod for en stor pokaloverraskelse, da holdet onsdag aften slog Brøndby ud med en 1-0-sejr.

Med sejren er Sønderjyske videre til kvartfinalen. Og Brøndby, der har stået i tre pokalfinaler i træk, er dermed ude af Sydbank Pokalen.

Kampen stod til at skulle spilles onsdag klokken 18, men opgøret blev udskudt, da Sønderjyske var forsinket på grund af en trafikulykke på Storebæltsbroen.

Sønderjyskes spillerbus holdt tre timer i kø på den ulykkessramte og lukkede Storebæltsbro. Derfor blev kampen udsat i to timer, så Sønderjyskes spillere og trænerstab kunne nå at spise og varme op til kampstart klokken 20.

Lidt over 6.500 tilskuere så Brøndby have bolden mest og presse Sønderjyske i store dele af kampen, men i det 84. minut faldt afgørelsen.

Sønderjyske-angriberen Mart Lieder scorede kampens eneste mål, da han udnyttede et kontraangreb på flot vis.

Christian "Greko" Jakobsen opsnappede bolden og sendte Lieder af sted i en duel med Brøndby-stopperen Andreas Maxsø.

Den hollandske angriber verfede Maxsø væk og viste målnæse, da han kom ind i feltet og prikkede bolden forbi Brøndby-keeper Marvin Schwäbe.

Læs også Sønderjyske blev fanget på Storebæltsbro på vej til Brøndbykamp

Mere sport