Sønderjyske sikrer godt europæisk udgangspunkt

De lyseblå fra Haderslev slog torsdag aften de polske treere Zaglebie Lubin på polakkernes hjemmebane.

Torsdag aften blev endnu en uforgemmelig europæiske aften for Sønderjyskes fodboldspillere og supportere.

Foran tusindvis af entusiastiske polske tilhængere var Søderjyske i perioder spillet helt ude af banen på den svære udebane på Stadion Zaglebia Lubin i det vestlige Polen, men alligevel vandt Sønderjyske med 1-2 på en føring etableret i første havleg.

Kampen startede rodet, og begge hold kæmpede med at finde fodfæstet de første minutter. Langsomt satte de lyseblå sig dog på bolden, og de polske værter satsede derfor stort på omstillingerne, som var deres farligste våben i første halvleg.

Det var dog Sønderjyske, der bragte sig i front. Efter 18 minutter dukkede Simon Kroon op i feltet på et fladt indlæg af erfarne Tommy Bechmann, og Simon Kroon kunne med et hårdt fladt spark mod nærmeste stolpe skabe jubel blandt de 102 medrejsende fans.

 

Og den jubel blev ikke mindre, da Marc Dal Hende efter 36 minutter mellem venner og fjender dukkede op i det lille felt efter et af Pierre Kanstrups lange indkast. Bolden dumpede ned lige foran Lubins målmand og mellem både lyseblå og orange trøjer - og ned i hovedet på Marc Dal Hende, der kunne sende bolden op i det ene målhjørne.

Den føring kæmpede Sønderjyske for at bevare frem til halvleg, men Marin Skender gik helt galt af et hjørnespark et minut inde i første halvlegs tillægstid. Han misser fuldstændig bolden, og Maciej Dabrowski kunne heade bolden ned i fødderne på Lukasz Janoszka, der ikke havde noget problem med at sende reduceringen i kassen, når der ingen sønderjysk målmand var.

Anden halvleg blev en lang ørkenvandring for sønderjyderne, der var under belejring gennem hele halvegen. De polske tilskuere råbte på mål, og ud kom værterne stormende fra omklædningen.

Boldtempoet var højt, og som bolden turnerede mellem spillerne blev Sønderjyskes forsvar langsomt splittet fra hinanden. Den ene polske mulighed tog den anden - og Marin Skender revancerede sig og tog dem alle. Heriblandt et klodset straffespark, som Pierre Kanstrup begik, fik Marin Skender hanskerne på i anden halvleg.

Derfor endte anden havleg uden mål, og Sønderjyske tog endnu en flot europæisk skalp. Eventyret fortsætter, som træner Jakob Michelsen udtrykte det efter kampen.

Og det gør det allerede på torsdag den 4. august, når returopgøret bliver spillet i Haderslev klokken 19.00.