Sønderjyske snupper endnu en sejr over Aalborg

Sønderjyske vandt 4-1 på udebane over Aalborg og kom dermed foran med 2-0 i kampe i semifinaleserien.

Når DM-finalerne i ishockey skal afgøres senere på foråret, så ligner Sønderjyske efterhånden en sikker finalist.

Torsdag aften vandt Sønderjyske med 4-1 på udebane over Aalborg, som også havde tabt den første kamp i semifinaleserien, hvor der spilles bedst af syv kampe. Sønderjyske fører nu med 2-0 i kampe.

Thomas Spelling bragte Sønderjyske på sejrskurs i slutningen af første periode. Og Thomas Spelling fordoblede også føringen i anden periode, hvor også Daryl Andrews var med til at fjerne spændingen i opgøret med 3-0-scoringen.

Aalborgs Matt Pope fik reduceret til 1-3 i tredje periode, men udeholdets Steffen Frank cementerede sejren fem minutter før tid foran de 1963 tilskuere.

I den anden semifinale tager Frederikshavn imod Herning fredag aften. Herning fører den serie med 1-0 i kampe.