Sønderjyske tabte til bundhold

Sønderjyske måtte fredag aften forlade Rødovre med et bittert nederlag, der betyder et farvel til den vigtige fjerdeplads.

Sønderjyske kom tilbage fra 0-2 til 2-2, men et mål ni minutter før tid gav værterne fra Rødovre sejren med cifrene 3-2. 

Endnu en gang var de små marginaler ikke med Sønderjyske i en tæt udekamp. Mulighederne var der ellers. Flere stolpeskud blev det til – blandt andet et af Thomas Spelling 19 sekunder før tid – og det blev også til masser af tid i offensiv zone, hvor Rødovre til tider kom under et godt pres, men skarpheden manglede.

Det betyder, at Sønderjyske glider ned på 6.-plads i den aktuelle stilling, hvor Esbjerg Energy efter torsdagens sejr på 2-0 over topholdet Frederikshavn nærmer sig top fire. Sønderjyske og Esbjerg har nu begge 58 points, mens Gentofte på 4.-pladsen har 60 points.

Fjerdepladsen er attraktiv og vigtig, da den giver hjemmebanefordel i en eventuelt syvende kamp i første runde af slutspillet.

Esbjerg møder søndag hjemme atter Frederikshavn, mens Sønderjyske tager imod Rødovre med hurtig mulighed for revanche. Begge kampe spilles kl. 15.