Sønderjyske træner kåret som den bedste

Sønderjyskes træner Jakob Michelsen er blevet kåret som efterårets træner i Superligaen.

Det er TV3 Sport, der har valgt at tildele Jakob Michelsen hæderen. Sønderjyskes cheftræner er i gang med sin første sæson som superligatræner, og foreløbig har den indsats placeret holdet på en overraskende fjerdeplads i tabellen.

-Jeg er naturligvis glad for hæderen og det er dejligt at blive anerkendt foran mange dygtige trænere i Danmark, siger Jakob Michelsen til Sønderjyskes hjemmeside.

Sønderjyske spiller søndag den sidste kamp inden vinterpausen, når der venter et vigtigt opgør mod rivalerne fra EFB.