Sønderjyske-træner: Vi er ikke sikret endnu

Trods otte point ned til nedrykningsstregen vil Sønderjyske ikke erklære sig for sikret endnu.

Efter et flot og velfortjent point på Farum Park lørdag aften har Sønderjyske nu otte point ned til nedrykningsstregen.

Træner Lars Søndergaards tropper har hentet 10 point i de seneste fire kampe, og står som et af rækkens mest formstærke mandskaber.

Alligevel vil Søndergaard endnu ikke tage bladet fra munden og kalde sit hold for sikret i nedrykningsdysten.

- Nej, det kan jeg ikke. Vi ved alle sammen, hvor hurtigt det kan gå. Det er muligt, at vi er inde i en god stime, men det kan ændre sig på meget kort tid. De andre hold bliver jo også ved med at vinde, siger Lars Søndergaard.

- Vi vandt eksempelvis stort over Silkeborg, men så udlignede det sig igen over påsken. Vi ved godt, at det bliver tæt, og vi vil kæmpe hårdt for det helt til slut, siger han.

- Jeg tror på, at vi er gode nok til at blive oppe. Jeg håber det, men det er for tidligt at sige noget endegyldigt endnu, siger Søndergaard, mens hans angriber Lasse Vibe erklærer sig enig.

- Det afhænger lidt af, hvad de andre gør søndag. Vinder de, så har vi tabt to point til dem i denne runde. De andre hold i bunden har jo ikke ligefrem hjulpet os, siger Vibe.

AC Horsens, der ligger næstsidst, møder søndag Randers FC, mens Brøndby, der er på 10.-pladsen, gæster OB i Odense.