Sønderjyske tror på sejr i pokalbrag

I aften lyder fløjten til pokalkvartfinalen mellem Sønderjyske og AGF. Det bliver en hård kamp lyder det fra sportschefen.

Sønderjyske kan se frem til noget af et pokalbrag, når de kl. 18:00 møder AGF på hjemmebane. En billet til semifinalen i pokalturneringen står på spil, og sportschefen forudser en hård kamp.

- Jeg tror på avancement, det skal jeg også, når det så er sagt, så bliver det en rigtig tæt kamp. Det bliver en kamp fyldt med nærkampe, intensitet og spænding, så jeg tror alle der kommer på stadion får sig en rigtig god oplevelse, siger sportschef Hans Jørgen Haysen til Sønderjyskes Facebookside.

Det er et erfarent pokalhold, Sønderjyske møder i aftenens kamp. 11 gange har det århusianske hold været i pokalfinalen, og hele 9 gange er de gået derfra med en vinderpokal.

I sidste runde af pokalturnering, der blev spillet i oktober måned, vandt Sønderjyske med hele 6-2 over Greve. AGF sejrede med 3-0 over Rishøj.

I facebookopslaget herunder kan du se Sønderjyskes trup til dagens pokalbrag.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.