Sønderjyske varmer op til anden finalekamp

Efter nederlag til Herning fredag håber Sønderjyske nu på revanche til søndagens kamp.

Når Sønderjyske igen svinger stavene mod Herning Blue Fox søndag aften, skal spillerne ramme mere præcist på isen end de gjorde fredag. Her tabte de den første kamp til Herning i finaleserien. Sønderjyskes cheftræner, Dan Ceman, er dog ikke helt utilfreds med spillernes præstation på banen:

- Vi fik vist, at vi kan score mål mod Herning. Jeg hæfter mig ved, at vi kreerer rigtigt mange målchancer. Vi har forbedret mange ting i forhold til opgørene tidligere på sæsonen. Vi skal dog blive bedre til at få pucken dybt og ikke blive fanget midt på banen. De straffer prompte vores fejl på turnovers, sagde han efter kampen på Sønderjyskes hjemmeside.

Han ser frem til søndagens udekamp, der starter under 48 timer efter sidste opgør.

- Når man taber, så vil man gerne ud og spille hurtigst muligt, siger Dan Ceman. - Vi skal fortsætte med mange af fredagens dyder, men der skal strammes lidt op defensivt.

Opgøret starter i Herning søndag kl. 19.30.

Læs artiklen på Sønderjyskes hjemmeside