Sønderjyskeforward: Det bliver meget tæt i Vojens

Sønderjyske Ishockey slog på udebane Esbjerg Energy i overtid i søndagens sjette semifinaleopgør.

Der skal et syvende og sidste opgør til at afgøre semifinaleserien mellem sidste års DM-finalister Sønderjyske Ishockey og Esbjerg Energy.

Det står klart efter Sønderjyske vandt 1-0 i overtid i Granly Hockey Arena i Esbjerg.

Det er et skud på mål og en retur, der afgør kampen. Så det bliver meget, meget tæt i Vojens.

Sønderjyskes forward Martin Brink Eskildsen mente at marginalerne afgjorde kampen.

- Begge hold står godt i defensiv zone. Der er chancer til begge hold i dag, og det brænder på engang imellem. Men det er et skud på mål og en retur, der afgør kampen. Sådan har det også været i de andre kampe, sagde Sønderjyskes forward Martin Brink Eskildsen til TV SYD efter kampen.

Han mener ikke, at Esbjerg Energy nu har fået gummiben.

- Det er fortsat rigtig tæt for begge hold. Begge arbejder hårdt og spiller sikkert i egen zone. Det er nok det, der gør det så tæt, uddyber forwarden.

Han mener ikke, at Sønderjyske nu er favoritter – trods hjemmebanefordel i den sidste og afgørende kamp.

- Der er ikke rigtig nogen, der har fordelen. Vi har en hjemmebane med nogle rigtig gode tilskuere. Men Esbjergs fans møder også talstærkt op. Så det bliver meget, meget tæt i Vojens.

Afgørelsen falder i den syvende og sidste semifinalekamp, der spilles tirsdag den 5. april i SE Arena i Vojens.