Sønderjyskes sportslige succes samler sponsorer

Sønderjyskes sportslige succes i superligaen sætter sig sine spor i både tilskuernes og sponsorernes interesse for klubben. Sønderjyske-fodbolds fem største sponsorer har netop forlænget deres aftaler.

Fire dage før Sønderjyskes første kamp i superligaen 2017/18 lørdag på hjemmebane mod Randers FC meddeler klubben, at samarbejdet Sønderjyske fem hovedsponsorer er forlænget. 

- Vi er meget stolte over, at Frøs Sparekasse, Abena, Danfoss, Autocentralen og Davidsen Tømmerhandel har bekræftet, at de fortsætter som hovedsponsorer for Sønderjyske Fodbold. De fem virksomheder har i alle år optrådt utroligt loyalt, og de har især markeret deres store opbakning og støtte i de perioder, hvor der har været store udfordringer, siger Sønderjyskes adm. direktør Klaus B. Rasmussen i en pressemeddelelse. Danfoss og Frøs Sparekasse bytter placering på spillerdragterne fra sæsonstart. Det kendte Danfoss-logo vil fremover ses på brystet på trøjerne, og Frøs-logoet bliver placeret på spillernes shorts.

I alt 102.788 tilskuere var på plads til Sønderjyskes hjemmekampe i sidste sæson, der sluttede med en sjetteplads. Den nye turneringsstruktur og deltagelse i Europa League-kvalifikationen har givet flere kampe, som sammen med den sportslige succes de seneste to sæsoner tiltrækker både publikum og sponsorer.

Sønderjyskes næste kamp spilles lørdag klokken 18,30 mod Randers FC på Sydbank Park i Haderslev.