Søstre mistede deres morfar til kræft: Nu arrangerer de egen Knæk Cancer-fest

På under tre uger mistede Mathilde og Marie Buchmark deres morfar til kræft sidste år. Tabet efterlod et stort tomrum. Et tomrum, som pigerne sammen med deres mor besluttede at fylde ud med en stor Knæk Cancer-fest.

Følelsen af sorg var helt frisk, da familien Buchmark så TV2’s store Knæk Cancer-indsamlingsshow sidste år. De havde få måneder forinden mistet en far og en morfar til kræft.

Ingen, hverken familien eller ham selv, var klar over, hvor syg han egentligt var, da han lod sig indskrive på Horsens sygehus til en biopsi.

Kræften havde angrebet alle organer, og efter tre uger opgav han kampen.

- Det var hårdt at få den besked, for jeg havde ikke lige tænkt, at det lige skulle være nu. Jeg kunne godt lige vente nogle år mere, men sådan skulle det bare ikke være, fortæller 12-årige Mathilde Buchmark. 

Sorgen skabte et tomrum

Tabet efterlod pigerne i stor sorg, for deres morfar havde været en stor del af deres liv, siden de var helt små. 

- Til at starte med kunne jeg slet ikke forstå det, og jeg blev så ked af det, fortæller 18-årige Marie Buchmark.

Sorgen og uforløste følelser skabte et tomrum, og derfor besluttede pigerne mor, Tina Buchmark, midt under indsamlingsshowet, at hun og pigerne i fællesskab skulle stable deres egen Knæk Cancer-fest på benene i Hedensted. 

Et skridt videre i helingsprocessen

Ideen begyndte som en aften med fællesspisning for beboere i lokalområdet. Arrangementet voksede sig dog hurtigt større, så der nu ud over fællesspisning også er auktion, musikalske indslag og underholdning for børn på programmet.

Det lokale erhvervsliv har givet mere end 400 sponsorgaver til Knæk Cancer-festens tombola. 
Det lokale erhvervsliv har givet mere end 400 sponsorgaver til Knæk Cancer-festens tombola. 

Pigerne har været med til alt fra at dele flyers ud til at skaffe over 400 sponsorgaver, og arbejdet for det gode formål har en dag ad gangen hjulpet familien et skridt videre i helingsprocessen.  

- Det har hjulpet mig med at komme videre, i og med at jeg står ansigt til ansigt med sygdommen og prøver at hjælpe andre i en lignende situation, siger Marie Buchmark.

- Jeg havde brug for at være sammen med min familie og skabe det som en ting sammen, hvor vi bearbejder med sorgen i stedet for bare at sidde og være ked af det, fortæller Tina Buchmark.

quote

Jeg tror, han er meget stolt af, hvad vi har fået op at stå, og jeg tror, han er stolt af os og alle dem, der har hjulpet.

Marie Buchmark, EUX Campus Vejle

Et ny fællesskabsånd i familien

Det fælles projekt betyder, at familien har brugt mange flere timer sammen, end de ellers ville have gjort. Midt i skole, lektier og arbejde har de fundet tid til hinanden og fået talt om sorgen. 

- Det har været en unik mulighed, og selvom det måske er udsprunget i en sorg, så er der kommet en helt anden fællesskabsånd hjemme i vores lille familie, fortæller Tina Buchmark. 

Mathilde (t.v) og Marie (t.h.) Buchmark synes, at deres Knæk Cancer-fest er en måde at hylde og ære deres morfar på.
Mathilde (t.v) og Marie (t.h.) Buchmark synes, at deres Knæk Cancer-fest er en måde at hylde og ære deres morfar på.

Den store Knæk Cancer-fest i Hedensted løber af stablen i morgen lørdag, og Marie og Mathilde Buchmark håber, at morfar kigger med.

- Jeg tror, han er meget stolt af, hvad vi har fået op at stå, og jeg tror, han er stolt af os og alle dem, der har hjulpet. At han er glad for, at vi hylder ham på den måde, vi skal gøre, siger Mathilde Buchmark, og storesøster Marie Buchmark tilføjer: 

- Jeg ved, at hvis vi bare sad og var kede af det, så ville han sige, at vi skulle se at komme i gang i stedet for bare at sidde og være kede af det.