TV der bevæger dig

Sol og forårsfornemmelser venter søndag

Sådan bliver søndagsvejret. Foto: TV2 / Grafik

Hvis man finder det rigtige sted, så kan søndagsvejret blive helt forårsagtigt. Men først skal vinden lægge sig.

I samarbejde med tv2.dk

Selv om temperaturen kommer til at svinge lige omkring frysepunktet, kan man søndag med lidt god vilje komme helt i forårsstemning, spår TV2s meteorolog.

Det er aftagende vind og solrigt vejr, der efter et par iskolde og blæsende dage kan få forårsfornemmelserne frem.

Forår på terrassen

Søndagen starter med iskoldt vejr med temperaturer på under fem graders frost i hele landet, men kombinationen af lidt lunere luft, der kommer ind over Danmark fra nord, aftagende vind og den relativt kraftige martssol betyder, at temperaturen hurtigt stiger til omkring frysepunktet.

Ud på eftermiddagen vil termometeret vise mellem 0 og 2 grader - men finder man et sted med lidt læ eller en terrasse tæt på en solopvarmet husmur, så vil det kunne føles langt lunere.

Solen har magt

Søndag er blot to dage før jævndøgn, så der er ved at være god kraft på Solen, som står ligeså højt som sidst i september - og prognoserne viser, at der søndag er et UV-indeks på 2.

Det er dog først, når UV-indekset når tre, man skal finde solcremen frem - men man kan dog allerede nu få lidt kulør og varme sig lidt på martssolen.

Ud på eftermiddagen, når Solen går ned, skal man rykke indendøre igen. Her falder temperaturen hurtigt igen - og der venter en kold aften og nat.

Ved Østersøen blæser en frisk østenvind

Vinden er aftagende, og vil hjælpe på det mulige forårsvejr.

I den nordlige del af Jylland vil det blæse mindst, mens der ved Østersøen stadig vil blæse en frisk østenvind, men lørdagens vindstød af stormstyrke skal man ikke frygte.

Langt til 'rigtigt' forår

Selv med et dybt kig i TV 2 VEJRETs prognoser er der ikke umiddelbart udsigt til 'rigtigt' forårsvejr, så søndagen kan meget vel blive den mest forårsagtige i de kommende dage.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden