Sol og varme hele ugen

Det varme sommervejr forsætter hele ugen, selvom mandag er en smule mere sval.

Den første arbejdsuge i juni bliver præget af sol og sommer. 

Efter en mandag, hvor temperaturen er en smule mere svalende end de seneste dage, er sommeren tilbage med fuld solstyrke allerede fra tirsdag, hvor mange holder grundlovsfri.

- Tirsdag og onsdag vil vi ligge på omkring 20-25 grader og sidst på ugen på 25-30 grader. Ved kyster med pålandsvind vil det dog blive lidt køligere, siger meteorolog Mette Wagner fra Danmarks Meteorologiske Institut, (DMI), til Ritzau.

Maj endte som den varmeste maj-måned, der er målt i Danmark, med en gennemsnitstemperatur på 15 grader. Det er ifølge DMI 1,2 grader varmere end den nu næstvarmeste maj fra 1889, hvor gennemsnitstemperaturen lå på 13,8 grader.

Maj endte også som den solrigeste maj-måned, der er målt i Danmark, med et samlet antal soltimer på 363. Det er 16 timer flere end den nu næstmest solrige maj fra 2008 med 347 timer. 

Maj var ifølge DMI endda så solrig, at måneden blev den mest solrige måned overhovedet. Den varmeste juni er målt i 1889, hvor den gennemsnitlige temperatur var 18,2 grader. Imens kom den koldeste juni i 1923, hvor den gennemsnitlige temperatur var 10,7 grader.