TV der bevæger dig

Solfattigste sommer i 17 år

Der har ikke været mange dage, man har kunne nyde solen i haven denne sommer. Foto: Mads Jensen, Scanpix

Fredag starter efteråret i følge kalenderen, og vi kan se tilbage på den mest våde og solfattige sommer i mange år.

Ikke siden år 2000 har den danske sommer budt på færre chancer for at slikke sol.

Med august og dermed sommeren overstået når antallet af solskinstimer op på 565, viser tal fra DMI.

Det tal har ikke været lavere siden 2000, hvor der var 540 solskinstimer.

Rekorden for færrest solskinstimer stammer fra 1987, hvor der var 396. I den modsatte ende må tilhængere af solen ønske sig tilbage til 1947, hvor det danske landskab så 770 timers sol i de tre sommermåneder.

DMI noterer sig også, at sommeren har været særlig våd. Selv om det kun er seks år siden, at sommeren gav mere nedbør, fremhæver DMI det alligevel, fordi våde somre mere har været reglen end undtagelsen siden årtusindskiftet. 

Læs også DMI: Esbjerg fik mest regn med 23 millimeter og skybrud

- Vi ender med i omegnen af 268 millimeter nedbør i juni, juli og august, siger klimatolog Mikael Scharling fra DMI.

- Det gør sommeren til den 11. vådeste, siden vi begyndte at måle i 1874.

Gennemsnittet af temperaturen lander på 15,4 grader. Men det er sværere at vurdere en sommer på dens temperatur, advarer Mikael Scharling.

- En sommer med få skyer har typisk kolde nætter og varme dage. En skyet sommer har derimod smålumre nætter og kølige dage. Begge dele kan resultere i eksempelvis 15,4 grader celsius, men de to somre vil opleves vidt forskellige, forklarer han.

Forrige sommer var det 0,2 grader køligere, så her stikker årets sommermåneder ikke ud.

Heldigvis ser efteråret ud til at starte godt med mere stabilt solskinsvejr - dog med nogle kølige nætter.

 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden