Solgte stjålet kobber i Kolding

Landet hærges af metaltyve - og tilsyneladende er det ikke svært at komme af med stjålet kobber. Bl.a. kunne journalister sælge kobber uden legitimation til en skrothandler i Kolding.

I aften viser DR1 en dokumentar om, hvor let det er for kobbertyve at komme af med deres tyve-koster. Også selvom det er tydeligt, at det er stjålne varer.

Ikke frit spil

Tv-programmer har fået stillet køreledninger til rådighed af Banedanmark, som har været alvorligt plaget af tyveri af kobber.

- Hver gang der bliver stjålet kabler fra os, så går det på en eller anden måde ud over togdriften, siger teamleder ved Banedanmark, Ole Løkkegaard.

DRs "muldvarp" henvendte sig med de "stjålne køreledninger", som der ikke var nogen former for papir på, til tre skrothandlere. Og alle tre steder kom de af med kobberet.

Bl.a. hos firmaet Stena i Kolding.

- Vi har fejlet på indgangskontrollen. Det er der ingen tvivl om, og det tager vi action på lige med det samme, siger direktøren i Stena, Lars Petersen.

Men metaltyvene har ikke bare frit spil.

-  Man skal altid indkøbe sine varer med en sund skepsis, og ved køb fra private skal vi altid se kørekort eller pas, siger Michael Feidenhansl, der er afdelingsleder hos Uniscrap i Aabenraa til dr.dk/p4.

Kobber er blevet et eftertragtet bytte hos tyve, fordi et kilo kan indbringe omkring 30 kroner hos skrothandleren.