Som sygeplejerske skal Mette også gøre døde mennesker klar til den sidste rejse

Når man har kittel på, skal man være professionel.

Den regel lever Mette Hansen efter. Hun er 32 år, uddannet sygeplejerske og arbejder på Fælles Akutmodtagelsen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

FAM hedder afdelingen i daglig tale. Her tager Mette og hendes kolleger imod patienter, der er blevet indlagt af deres egen læge eller kommer i ambulance med udrykning. De er syge eller kommet til skade og har behov for at få hjælp med det samme.

Det er derfor Mette, som seerne i øjeblikket kan følge i programmet ’Vores Sygehus’ på TV SYD, går på arbejde: For at gøre en forskel.

- Det er fedt at møde mennesker der, hvor man virkelig kan hjælpe, siger hun.

Et moment, der ikke kommer igen

På afdelingen handler det om liv eller død – bogstaveligt talt.

For det sker, at en patient er så dårligt tilredt, at hjertet stopper med at slå, og vedkommende aldrig kommer hjem igen. Eller at døden er indtruffet, før patienten ankommer til afdelingen.

Og så skal Mette eller hendes kolleger gøre den afdøde i stand inden den sidste rejse.

- Jeg tænker meget over, at det, jeg gør, er det sidste for det her menneske. Og de pårørende. Det er et moment, der ikke kommer igen, og det skal være værdigt, fortæller Mette.

- Sådan frue, så får du lige redt dit hår

Ifølge Kvalitets- og Forbedringsafdelingen på Sydvestjysk Sygehus er der i alt omkring 700 indlæggelser på sygehuset om året, der ender med, at patienten dør.

Cirka 70 af dødsfaldene er i akutafdelingen, hvor Mette arbejder, og når det sker, skal patienten vaskes, have tøj på og lægges ordentligt i sengen.

- Sådan frue, så får du lige redt dit hår. Vi løfter lige hovedet også. Vi får sat håret fint, hva’?, siger Mette.

Sammen med en kollega er hun i gang med at gøre en afdød klar på stue 96 i et afsnit af ’Vores Sygehus’, som du kan se et klip fra øverst i artiklen. Hun taler til patienten, der er afgået ved døden, for som hun siger: ”Det er jo stadig et menneske”.

Stuen bliver ryddet op, og alt overflødigt udstyr, der signalerer sygehus, bliver fjernet. Der er også andre praktiske opgaver som at sætte tåseddel på og udfylde attester.

Som det sidste bliver den afdødes ting lagt i en pose, og Mette tænder et elektrisk fyrfadslys på det lille rullebord ved siden af sengen.

- Så ser det helt fredeligt ud igen, siger Mette og åbner vinduet, inden hun forlader stuen.

Vænner sig til det

Mette behandler alt fra infektioner over knoglebrud til hjertestop.

Det betyder, at hun i det ene øjeblik står i en hektisk situation med traumer i det, personalet kalder rød zone, og skal tænke og handle hurtigt, mens hun i næste øjeblik i mere rolige omgivelser skal drage omsorg og hjælpe en patient af med sine smerter.

Og hun har egentlig heller ikke svært ved at håndtere dødsfald, som hun gør cirka en gang om måneden – og nogle gange helt op til tre gange i den samme uge. Det er en opgave som alle andre.

- Jeg var stadig sygeplejestuderende, da jeg første gang så en død. Det var en mærkelig fornemmelse at stå og kigge på et dødt menneske, selvom det er stille og roligt. Det er mærkeligt at sige, at man vænner sig til det, men det gør man, siger den unge sygeplejerske.

- Det er ikke meningen, at børn skal dø

Når hun skal gøre en afdød i stand, skal hun ofte også forholde sig til de pårørende. Det er vigtigt for hende at bevare kontrollen, og selvom det ikke er forbudt at græde på jobbet, forsøger hun at undgå det.

- Når man har kitlen på, er man nødt til at lukke ned og skabe distance. Hvis jeg er ved at blive rørt, går jeg ud et øjeblik, trækker vejret dybt og går ind i rummet igen. Jeg har ikke lyst til at græde, fortæller hun.

Men Mette indrømmer, at der er situationer, hvor det er lettere sagt end gjort at have en professionel distance til det, hun ser og oplever.

Det gør størst indtryk på hende, når det ikke er et forventet dødsfald, men døden kommer pludseligt. Og det hårdeste er, når hun står over for et barn, der har mistet livet og skal klargøres, inden forældrene skal sige farvel.

- Det er forfærdeligt. Et barn, der har lidt vuggedøden, er stadig smukt og ikke synligt skadet, men forældrene er i dyb sorg. Det skal jeg ikke tænke på, for det gør ondt, siger hun.

- Der er en uretfærdighed i det. Det er ikke meningen, at børn skal dø. Hverken i vuggen eller kvalt i en gulerod.

Sygeplejerske og mor

Når Mette tager kitlen af og kører mod sit hjem, som også ligger i Esbjerg, lægger hun dagens oplevelser fra sig. Det er man nødt til, mener hun.

Hun er sygeplejerske. Men hun er også mor til en pige på syv år. Og derfor er det sværere for hende at slippe arbejdet, når hun har behandlet et barn, der er kommet slemt til skade, eller – endnu værre – er dødt.

- De dage skal jeg hjem og have fat i min datter. Hun gider ikke krammes, men jeg skal lige mærke, at hun er der og har det fint.