Sommer? - Livredderne er klar

Selvom det ikke er til hverken at se eller mærke det, så er det sommer og badesæsonen er skudt i gang. Derfor blev livreddertårne bemandet i dag. Bl.a. på Østerstrand i Fredericia, ved Vejers, Henne og på Rømø.

Det er Trygfonden der står bag de mange livreddertårne på udvalgte strande i hele landet.

26.763 indsatser

I dag er første arbejdsdag, og sommeren igennem er livredderne til stede på strandene klar til at gribe ind i livstruende situationer og til at give badegæsterne råd og vejledning om badesikkerhed. Og dårlig vejr er ikke ensbetydende med, at der ikke sker uheld.

- Sidste års sommer var vejrmæssigt en blandet fornøjelse, men det gav alligevel en del travlhed rundt omkring på strandene. Samlet set gennemførte livredderne 26.763 indsatser i hele landet, hvoraf de 27 betegnes som aktioner, hvor personer har været i livsfare, siger René Højer, som er ansvarlig for bade- og vandsikkerhed i TrygFonden.

Frem til 18. august

De mange indsatser var primært almindelig førstehjælp, fx ved snitsår, dehydrering og bistik samt forebyggende indsatser, hvor livredderne gav gode råd til badegæsterne og informerede om vind- og vejrforhold på strandene.

Frem til 18. august vil der være livreddere til stede hver dag mellem kl. 11 og 19.