Sommeren er udskudt

Anden halvdel af juli kan måske byde på fint sommervejr, lyder en forsigtig vurdering fra DMI.

Danskerne kan stadig nå at få en pæn periode med sommervejr sidst i juli. Men udsigten er usikker, og indtil videre er det mest sandsynlige, at det ustabile og halvkedelige vejr fortsætter.

Ifølge DMI's ekspert på langtidsprognoser, så er der dog tegn på ændrede vejrstrømme, som med lidt held kan betyde bedre vejr i anden halvdel af juli.

- Der er små antydninger af en strømningsændring højt oppe over den vestlige del af Atlanten, over Nordeuropa og over Skandinavien, siger Jesper Rasmussen, der er erhvervs- og energimeteorolog ved DMI.

Han holder to gange om ugen øje med fælleseuropæiske beregninger, hvor man laver 51 simuleringer af vejret under forskellige forudsætninger. Og på det seneste har der været tegn på en mulig bedring.

Ingen løfter

- Der er begyndende tegn på, at lavtryk vil trække nord om Skandinavien og måske give højtryk over det vestlige Rusland og Skandinavien, siger Jesper Rasmussen til Ritzau.

Han mener dog ikke, at sandsynligheden indtil videre er meget mere end 30-40 procent - så noget "løfte" er der ikke tale om.

For skolebørn, der er på vej på ferie, er udsigterne ikke alt for muntre.

- Det bliver noget vekslende vejr. Der vil være mulighed for dage med tørvejr, men specielt varmt bliver det ikke, vurderer Jesper Rasmussen for de nærmeste par uger.

Spørgsmålet er nu, om de kommende simuleringer fortsat vil vise en øget tendens til varmt vejr over Danmark. At det kan føles nødvendigt er ikke så mærkeligt, for hidtil har vejret været skuffende.

- Det er væsentligt under det normale, måske 1,5 til 2 grader lavere end normalt. Antallet af solskinstimer ligger væsentligt under det normale, mens vi har fået mere nedbør end normalt, konstaterer DMI-meteorologen.