Sommeren kikker forbi - på fredag

Selvom vi snart går ind i den anden sommermåned, er der ingen grund til at pakke gummistøvler og paraply væk endnu. En kold og våd weekend erstattes nemlig blot af mere regn og blæst i løbet af mandagen.

- Det bliver knap så vådt mandag, men meget efterårsagtigt med blæst, mange skyer og byger af og til, siger Frank Nielsen, der vagtchef hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Det bliver ugens dårligste dag - trist og grå, og temperaturen kommer maksimalt op på 12-15 grader, tilføjer han.

Solen titter frem

Til gengæld er der godt nyt til sol- og varmehungrende danskere i dagene derefter. Temperaturen stiger nemlig, solen titter frem, og en enkelt dag byder tilmed på sommervejr.

- Det bliver bedre og bedre. Tirsdag er en overgangsdag, hvor der bliver mere plads til solen og temperaturen kan komme op på 18 grader, siger Frank Nielsen.

Og nyudklækkede studenter kan med fordel lægge deres studenterkørsel i en af dagene derefter. Der bliver nemlig rig mulighed for at fange solens stråler på ladet af de pyntede lastvogne.

Varmt pust på fredag

- Onsdag får vi tørvejr og op til 20 grader, torsdag et par og tyve grader, og fredag bliver nærmest en sommerdag, siger vagtchefen og tilføjer, at temperaturen flere steder i landet kommer op over de 25 grader.

- Vi får et rigtig varmt pust på fredag, som bliver ugens bedste dag, siger Frank Nielsen.

Desværre er det gode vejr ikke noget, der varer ved. Allerede fredag eftermiddag og aften trækker en koldfront ind over landet, og lørdag bliver køligere og med mulighed for skyer og byger.

- Det ser umiddelbart ud til, at weekenden bliver hæderlig, men der er stor usikkerhed omkring det, siger Frank Nielsen.

Og de samme usikre prognoser gælder i øvrigt for resten af sommeren, tilføjer han.

- Det ser generelt ustadigt ud, og det er ikke noget, der ser ud til at bedre sig for alvor. Vi skal være glade for de dage, hvor vi kommer op på 20 grader og får tørvejr, siger vagtchefen.