Sommerens tørke giver små pomfritter

Årets tørre sommer har givet færre kartofler, og det smitter af på størrelsen af pomfritter.

Sommerens sol og tørke har været hård kost for kartoflerne, som er mindre end normalt. Derfor bliver pomfritterne også kortere. Det skriver rådgivningscenteret Sagro, som er ejet af en række jyske landbrugsforeninger.

En af de helt store aftagere af kartofler er fødevareproducenten Flensted ved Ansager. Her vil sommerens tørke betyde omkring ti procent kortere pomfritter end normalt. Det svarer til, at de normalt cirka fem centimeter lange pomfritter på grund af årets høst bliver omkring fire og en halv centimeter. Det fortæller råvarechef hos Flensted Jan Marx Rasmussen til Sagro.

Tre centimeter kortere i Belgien
Danmark er dog ikke det eneste land, der er ramt. I både det vestlige Tyskland, Frankrig, Holland, det sydlige Storbritannien og ikke mindst Belgien vil pomfritterne blive kortere. I pomfrittens højborg Belgien kan de være helt op til tre centimeter kortere end normalt - hvilket er mellem otte og ni centimeter. 

Danmark har vandet sig ud af krisen
I Danmark har mange producenter kunnet vande sig gennem de værste tørkekonsekvenser. Derfor er størrelsesforskellen ikke så markant.

- Men vi kan af meldinger fra vores leverandører tydeligt se, at i de områder, hvor der eksempelvis er læhegn i nærheden, har der været kamp om vandet, og udbyttet er lige dér blevet væsentligt reduceret – nogle steder med op til 30 procent, siger råvarechef fra Flensted Jan Marx Rasmussen. 

Han lover dog kompensation i form af flere fritter i firmaets frostposer, så det samlede indhold bliver det samme.

Tørke giver lange gulerødder
Til gengæld har den tørre sommer givet ret lange gulerødder. Her har kampen om vandet haft den modsatte effekt. Gulerødderne er søgt dybt i jorden for at få fat i de dyrebare dråber og er flere steder op til 35 centimeter lange.

Over en bred bank har årets tørke haft omfattende konsekvenser for danske landmænd, der blandt andet har haft den dårligste kornhøst siden i hvert fald 1983, ifølge brancheorganisationen Dakofo.