Høj vandstand ved Vestkysten: Sommerhuse er i fare

Flere sommerhuse ved Sneum Sluse risikerer tirsdag aften at komme til at stå under vand. Beredskabet og politiet er på stedet.

På grund af den kraftige blæst og den høje vandstand er Sneum Sluse blevet lukket og det betyder at bagvandet fra Sneum Å ikke kan løbe ud igen.

-Lige nu er fem huse og en garage i farezonen, fortæller Vagtchef Erik Lindholdt fra Syd-og Sønderjyllands Politi.

Både politiet og beredskabet er lige nu på stedet.

Vagtchefen fortæller også  til TV SYD, at der flere steder på vestkysten er meget høj vandstand. Politiet har dog ikke valgt at gå i forhøjet beredskab på nuværende tidspunkt.

De kommende timer forventes det, at vandet stiger yderligere frem til mellem klokken 21.10 og 21.40.

Der er lige nu især høj vandstand i Esbjerg, på Fanø og ved Oksby.