Sommerhusgrunde ved kysten floppede

Grønt lys til sommerhuse ved kysten blev aldrig et hit. Tusinder af grunde ligger usolgte og ubebyggede.

Initiativet skulle skabe både liv og omsætning hos den lokale købmand og den lokale håndværker i de skrantende udkantsområder:

En ekstraordinær og kontroversiel tilladelse til udstykning af 8000 nye sommerhusgrunde i kystnærhedszonen, hvor man normalt ikke må opføre nye fritidshuse.

Men i dag, seks år senere, ligger langt hovedparten af grundene usolgte og ubebyggede hen.

De har hverken skabt mere liv eller bedre økonomi i udkantsområderne, men højst forvredet og gjort et skrantende sommerhusmarked endnu dårligere. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Brændte fingrene

- Det er i hvert fald ikke det, der redder landdistrikterne. Tomme grunde skaber ikke liv og giver højst kommunerne lidt ekstra ejendomsskatter, siger professor Flemming Just, institutleder på Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet.

Han peger ligeledes på, at grundene - bebyggede eller ubebyggede - forvrider hele markedet.

Erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri Torben Liborius konstaterer over for avisen, at en lang række investorer har brændt fingrene på de mange grunde.

- Nogle er gået konkurs, og vi kan nu se, hvor svært det er at time den slags udspil. Med den store pukkel af ubebyggede sommerhusgrunde ligger det langt ude i fremtiden, inden vi får huse på dem, siger han.

Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, erkender, at de mange grunde ikke har haft den planlagte effekt.

- Det blev ikke, hvad vi havde håbet på, siger han.