Sommerhusudlejning sætter ny rekord

Danmarks Statistik regner med at 2017 vil overgå rekordåret 2016, der bød på 18,6 millioner feriehusovernatninger

De danske feriehuse er populære som aldrig før - ifølge Danmarks Statistik tyder alt på, at 2017 vil blive et nyt rekordår. Med udgangen af oktober var tallet nået op på knap 18 millioner overnatninger - rekordåret 2016 havde 18,6 millioner overnatninger i feriehuse.

En af de store feriehus-kommuner er Varde - og her glæder borgmester Erik Buhl fra Venstre sig over de flotte tal, og han ser også med fortrøstning på den kommende sæson. 

Sommerhusudlejning sætter ny rekord i 2017. Også 2018 forventes at blive et fantastisk år for sommerhusudlejning.
Sommerhusudlejning sætter ny rekord i 2017. Også 2018 forventes at blive et fantastisk år for sommerhusudlejning.
Foto: Per Lund

Feriehusudlejernes Brancheorganisation frygter, at der ikke er sommerhuse nok til at kunne leve op til efterspørgslen.

- Vores problem er, at der ikke er nok danskere, der udlejer sommerhuse. Vi kunne bruge op til 5000 ekstra, siger Carlos Villaro Lassen, administrerende direktør for Feriehusudlejernes Brancheorganisation, til TV 2. 

Derfor har organisationen foreslået politikerne, at den skattefri bundgrænse for udlejning hæves.

Borgmester Erik Buhl fra Varde anerkender, at der kan blive problemer med at skaffe tilstrækkeligt med feriehuse i højsæsonen og opfordrer ejere af sommerhuse langs vestkysten til at overveje udlejning - ikke mindst fordi Folketinget har lempet vilkårene for at leje ud.