Sommerlejr med saltomortaler og spring

I denne uge er der fuld fart over feltet, når en masse unge piger indtager Agerskov Ungdomsskole for at lave gymnastik.

Det kan være svært at holde de unge mennesker i sportens verden, når nye interesser begynder at trænge sig på. Blandt andet derfor afholder DGI en række sommerlejre for børn og unge, der forhåbentlig får dem til at fortsætte i foreningssporten.

I Agerskov er der netop i dag gang i sådan en sommerlejr for piger mellem 10 og 14 år, der går op i gymnastik. Mere end 60 piger er samlet på campen, der har fået navnet Girls Gym Camp. På campen skal pigerne både springe, danse, leje og hygge i løbet af de næste tre dage. Og efter den første dag på campen er de deltagende piger allerede vilde med det:

- Det har været rigtig godt – især at være sammen med alle de andre piger, siger Anna Agri til TV SYD.

- Jeg har været på den her camp i tre år i træk. Jeg synes, det er rigtig sjovt at være med, fordi man får lov at møde mange nye venner, siger Marie Callesen til TV SYD.

Se hvordan det gik for sig, da pigerne på campen mødte hinanden for første gang.

Selvom campen har fokus på gymnastik, så behøver man ikke at være verdensmester for at være med. Alle er velkomne – også selvom man ikke går til gymnastik til daglig og aldrig har prøvet at stå i bro.

- Vi prøver at ramme alle pigerne lige fra dem, der ikke er så trygge ved at springe til dem, der kan lave en salto helt selv. Det handler om at hygge sig og få nye venner, siger kursusleder Lotte Iversen til TV SYD.