Sommerlejr skal hjælpe anbragte børn

Organisationen Lær for Livet afholder i disse uger sommerlejr for anbragte børn i Balle nær Vejle.

Lær for Livet afholder for fjerde gang Learning Camp for anbragte børn i de to første uger af sommerferien i Balle ved Vejle. I år er der 'livsduelighed' på skemaet. ’Livsduelighed’ handler om at styrke de personlige og sociale kompetencer såsom selvkontrol, selvtillid, samarbejde og kammeratskab.

- Vi vil hjælpe børnene til at blive mere trygge i nye udfordringer og blive bedre til at lære og samarbejde med de andre børn. Det gør vi ved at vise barnet, at alle fra tid til anden har brug for hjælp, at det er okay at begå fejl, og at det er vigtigt ikke at give op. Derudover opstiller vi sammen med børnene personlige mål og følger op gennem individuelle samtaler, så barnet bliver mere bevidst om egen adfærd, fortæller Illa Westrup Stephensen, der er direktør for Lær for Livet, i en pressemeddelelse.

Learning Campen er startskuddet på et seksårigt forløb i læringsprogrammet Lær for Livet. Som en del af forløbet får hvert barn også tilknyttet en frivillig mentor, der hjælper barnet med skolerelaterede udfordringer og med at følge op på børnenes mål gennem hele det seksårige forløb i Lær for Livet.

Formålet er at give børnene øget selvværd, faglige succeser og et stærkere tilhørsforhold til skolen, hvilket skal skabe fundamentet for, at børnene kan gennemføre en ungdomsuddannelse og på længere sigt skabe et godt liv for sig selv. Kun 30 procent af de tidligre anbragte børn har som 25-årige gennemført en ungdomsuddannelse, hvilket gælder for 80 procent af deres jævnaldrende ikke-anbragte kammerater.