Sommerspil frygter sommerregn

Palsgaard Sommerspil lider under den megen sommerregn - selvom spillet ikke er gået igang endnu.

Palsgaard Sommerspil - der har premiere i aften - lider under den megen regn, vi har haft denne sommer.

Der har nemlig ikke været så mange forudbestillinger som normalt. Det gælder også antallet af solgte picnickurve.

Men vejret arter sig i aften, ifølge meteorologerne.

Årets forestilling er ?Guys and Dolls?.
De professionelle er imponerede over amatørerne.
 
- Hos amatørerne finder vi en entusiasme, et engagement og et talent, som gør det rigtig sjovt at være med til at sætte ?Guys and Dolls? op i Palsgaard Slotspark.

Sådan lyder vurderingen fra tre af de professionelle, der er med til at sørge for, at den kunstneriske fane holdes højt og amatørerne på scenen yder deres allerbedste, når Palsgaard Sommerspil for 39. gang går i fri luft på scenen i parken ved slottet tæt ved Juelsminde.

Palsgaard Sommerspil startede som et helt lokalt initiativ i 1972.
Året efter var der ingen forestilling, men siden 1974 har der uden afbrydelse hvert år været sang og skuespil i Palsgaard Slotspark.
Årets forestilling er således udgave nr. 39.
Går det som det plejer, vil mellem 12.000 og 14.000 mennesker overvære de 12 forestillinger.