Sommerspil har underholdt over en million gennem 40 år

Varde Sommerspil opfører i år "Chaplin The Musical" fra bøgescenen i Arnbjergparken. I år runder det samlede publikumtal 1,1 mio.

Langt over en million mennesker har gennem årene indløst billet til det populære sommerspil i Varde, og der er næsten også statsgaranti for, at forestillingerne gennemføres uanset vejr og andre forhindringer. Kun en enkelt gang for 30 år siden blev en af opførslerne af "Jesus Christ Superstar" aflyst, da uvejr og torden gjorde det umuligt at gennemføre en af forestillingerne. 

Under bøgetræerne i parken i Varde kommer publikum fra hele landet for at overvære Varde Sommerspil opført af Danmarks største amatørteaterforening, 7-kanten. Siden 1978 har amatørscenen opført de populære sommerspil på amfiteatrets scene i Arnbjergparken.

quote

Vi vil meget gerne tiltrække endnu flere publikummer fra Esbjerg.

Tatjana Johnsson, PR & Sponsorchef, Varde Sommerspil

Helt nøjagtigt 1.087.275 mennesker har gennem 40 år set sommerspillet i Varde, og lægger man de allerede i midten af juni 13.000 solgte billetter oveni, runder det samlede tilskuerantal gennem årene 1,1 mio. Amatørteatret rundede med forestillingen i 2014 "Byens Bedste Horehus" én mio. publikummer samlet set.

Stort uudnyttet potentiale i Esbjerg

Publikum kommer fortrinsvis indenfor en radius af ca. 20 km. fra Varde. Det vil sige sommerhusområderne ved Vestkysten samt Danmarks femte største by Esbjerg. Mens lokalområdet i Varde støtter trofast op om sommerspillet med 7.-8.000 solgte billetter, er der ifølge amatørteaterforeningen basis for endnu større billetsalg i Esbjerg, hvor ca. 10.000 billetter sælges hvert år.

Amatørscenen 7-kanten

  • Sidste år fejrede folkene bag sommerspillet, 7-kanten, 40 års jubilæum for forestillingerne i Arnbjerg med forestillingen "Midt om natten".
  • 7-kanten er en vestjysk amatørscene, der spiller teater hele vintersæsonen for og med børn, unge og voksne. Det er regionens største amatørteater med hjemsted i Janderup vest for Varde.
  • 7-kanten blev oprettet i 1970 i Janderup forsamlingshus. 
  • Amatørteateret startede i det små i 1970 med teater og musik for børn, unge og voksne hele året, og det gør de stadig. 

- Vi vil meget gerne tiltrække endnu flere publikummer fra Esbjerg. Jeg tror, at mange esbjergensere ikke kender til os, så der ligger et stort potentiale der, fortæller Tatjana Johnsson, PR & Sponsorchef, Varde Sommerspil, til TV SYD.

Formand for 7-kanten, Hans Kaarde Gundesen, fortæller, at sommerspillene faktisk sælger forholdsvis godt i København.

- Vi plejer at sælge ca. 500 billetter København hvert år, fortæller han til TV SYD.

Også sønderjyderne er flittige til at erhverve sig billetter. Fra Sønderborg kommer adskillige busser med næsten 600 publikummer, mens ca. 800 fra Tønder Kommune ankommer i deres egne biler. Fra Billund kommer ca. 1.000 personer gennem billetlugen.

375 frivillige leverer 23.000 arbejdstimer

En produktion af denne størrelse kræver en stor stab af både frivillige og professionelle.

På scenen optræder 55 skuespillere og dansere, bag scenen er 375 frivillige i gang med alt fra scene- til kostumeproduktion. De lægger, ifølge amatørteatret, 23.000 arbejdstimer i, at alt klapper. Musicalen har desuden et professionelt islæt i form af instruktør, hovedrolleindehaver, dirigent, musikere og koreograf. Alt sammen for at sikre et højt niveau. 

Den professionelle skuespiller Mikkel Moltke Hvilsom spiller hovedrollen som Chaplin.
Den professionelle skuespiller Mikkel Moltke Hvilsom spiller hovedrollen som Chaplin.
Foto: Varde Sommerspil

Skuespilleren Mikkel Moltke Hvilsom spiller hovedrollen som Chaplin i årets forestilling. Instruktør gennem mere end 10 år, Carsten Friis, har gennem de seneste 25 år iscenesat over 160 musicals på både amatør- og professionelle scener. Udover instruktion af Varde Sommerspil har han også opgaven ved H.C. Andersen Festspillene i Odense hver sommer.

Årets forestilling "Chaplin The Musical" opføres i alt 14 gange med blot to hviledage - nemlig begge mandage i perioden. Musicalen har premiere torsdag den 28. juni, og sidste forestilling spilles fredag den 13. juli.

"Chaplin the Musical" følger filmstjernens liv i perioden 1899-1972. Han blev født 1889 i England og døde 88 år gammel i 1977 i Schweiz.

41 år med Varde Sommerspil

  • 1978: "Jomfruburet" set af 5.800
  • 1979: "Champagnegaloppen" set af 6.300
  • 1980: "Farinelli" set af 8.300
  • 1981: "Annie Get Your Gun" set af 21.000
  • 1982: "Show Boat" set af 19.300
  • 1983: "Oliver" set af 27.000
  • 1984: "Landmandsliv" set af 25.500
  • 1985: "Sommer i Tyrol" set af 32.750
  • 1986: "7 brude til 7 brødre" set af 32.200
  • 1987: "My Fair Lady" set af 35.300
  • 1988: "Jesus Christ Superstar" set af 20.100
  • 1989: "Flagermusen" set af 29.550
  • 1990: "Guys and Dolls" set af 24.700
  • 1991: "Den Glade Enke" set af 32.500
  • 1992: "The Sound of Music" set af 42.800
  • 1993: "Jomfruburet" set af 31.500
  • 1994: "The King and I" set af 27.625
  • 1995: "Farinelli" set af 33.100
  • 1996: "Frøken Nitouche" set af 33.000
  • 1997: "Show Boat" set af 31.000
  • 1998: "South Pacific" set af 27.000
  • 1999: "Grevinde Maritza" set af 22.000
  • 2000: "Oliver" set af 23.000
  • 2001: "Mød mig på Cassiopeia" set af 27.000
  • 2002: "Les Misérables" set af 27.200
  • 2003: "Sommer i Tyrol" set af 29.400
  • 2004: "Spillemand på en tagryg" set af 24.500
  • 2005: "Annie Get Your Gun" set af 27.850
  • 2006: "Evita" set af 27.345
  • 2007: "Midt om natten" set af 31.882
  • 2008: "The Sound of Music" set af 33.434
  • 2009: "Skønheden og udyret" set af 36.500
  • 2010: "The Producers" set af 27.705
  • 2011: "7 brude til 7 brødre" set af 28.023
  • 2012: "My Fair Lady" set af 29.382
  • 2013: "Den eneste ene" set af 30.005
  • 2014: "Byens bedste horehus" set af 26.500
  • 2015: "Shrek The Musical" set af 28.184
  • 2016: "Zorro The Musical" set af 20.192
  • 2017: "Midt om natten" set af 30.848
  • 2018: "Chaplin The Musical"