Sommervejret trak 22.000 til dyrskue

Det gode vejr trak 22.000 gæster til det Østjyske Dyrskue i Horsens, hvor nyt sikkerhedshegn bestod sin prøve.

22.000 gæster, skønt sommervejr og ingen uheld. Det er status på Det Østjyske Dyrskue i Horsens fredag og lørdag.

Alene lørdag var der mere end 15.000 forbi dyrskuepladsen i Bygholm, fortæller dyrskueformand, gårdejer Peter Søgaard Mortensen, Vestbirk. 

- Lørdag er vores helt store dag. Årets dyrskue var meget velbesøgt med et par tusinde flere gæster end sidste år - og det er dejligt, når vi har har så lagt så mange kræfter i forberedelserne, siger dyrskueformand Peter Søgaard Mortensen til TV SYD.

Ved weekendens dyrskue var sikkerheden for gæsterne også øget, da der var spærret af for publikum i området mellem staldene og opvisningsområdet, mens dyrene blev trukket frem og tilbage fra opvisningsringen.

- Det er helt sikkert en foranstaltning, der er kommet for at blive. Der var kun et enkelt dyr, der blev lidt kåd uden at være i nærheden af publikum - og det var jo lige det, som hegnet var sat op for at beskytte mod, så det giver stor tryghed for alle, siger Peter Søgaard Mortensen. 

Ved ulykken sidste weekend i Odense kom to voksne og fire børn til skade, da en kvie blev forskrækket og rev sig løs på vej fra stalden til opvisningsområdet.

Dyrskuet fandt sted på den traditionsrige dyrskueplads ved Bygholm lige midt i Horsens. Det blev arrangeret af Foreningen Land & By Østjylland med opbakning fra de tre lokale landboforeninger, Østjysk Landboforening, Landboforeningen Odder-Skanderborg og Vejle-Fredericia Landboforening.