Vejle bliver i fodboldens 1. division

Vejle tabte og Silkeborg vandt. Dermed er det sikkert, at Vejle Boldklub bliver i fodboldens 1. division.

Vejle Boldklub gjorde ellers hvad de kunne for at sikre sig oprykning til fodboldens superliga.

På to mål af Oliver Thychosen var VB foran med 2-1 efter første halvleg på hjemmebane over Lyngby. Men i en målrig affære scorede Lyngby hele tre gange i anden halvleg. Efter 74 minutter scorede Christian Kudsk for Vejle til 3-3, men lige lidt hjalp det. For Lyngby vandt 4-3.

Samtidig vandt Silkeborg med 3-1 på Casa Arena mod AC Horsens, som allerede er sikret oprykning.

Dermed er det nu sikkert, at Silkeborg rykker op i Superligaen for næsen af Vejle Boldklub. Der var ellers lagt op til en gyserkamp i sidste spillerunde, hvor netop Vejle og Silkeborg tørner sammen. På udebane i Silkeborg lørdag den 28. maj klokken 15.00.

I den tredje 1. divisionskamp med interesse her i området spillede FC Fredericia uafgjort 3-3 mod FC Roskilde.

Efter søndagens kampe står det nu klart, at Lyngby, Silkeborg og AC Horsens rykker op i Superligaen.