Speedway: Esbjergkører får flere brud på nakken efter styrt

Den unge speedwaykører Jonas Jensen har efter et alvorligt styrt pådraget sig brud på nakken.

To unge speedwaykørere er kommet til skade under et voldsomt styrt på speedwaybanen i Esbjerg. Det skriver Ekstra Bladet.

Under speedwayopgøret mellem Esbjerg Vikings og Munkebo Scorpions onsdag aften mistede Munkebo-køreren Jesper Scharff kontrollen over sin cykel og kørte ind i Jonas Jensen fra Esbjerg.

Begge kørere blev kørt på hospitalet. Jesper Scharff er angiveligt sluppet med slag på albue og skulder, mens Esbjerg-køreren Jonas Jensen er endt med tre brud på nakken, og nu skal opereres og have indsat skruer.

- Vi håber ikke, at det går ud over førligheden, men det er klart værre end først antaget. Det er ærgerligt, at en så flot match skal skæmmes af sådan noget, siger pressechefen for Esbjerg Vikings, Lars Guldager Dyhr, til Ekstra Bladet.