Speedway-talent tilbage

Den 18-årige speedwaykører Jonas Jensen fra Esbjerg var millimeter fra at havne i kørestolen efter alvorligt styrt for to uger siden. Nu er han tilbage.

Umiddelbart er det svært at se og høre på Jonas Jensen, at han var så tæt på at få et liv bundet til en kørestol, hvis det altså ikke lige var for den kraftige halskrave.

Han brækkede tre nakkehvirvler og punkterede en lunge ved styrtet den 5. august i kampen mod Munkebo. Her blev han ramt af Jesper Scharff, der havde mistet herredømmet over sin cykel.

I dag står han sammen med speedway-legenden fra Esbjerg, Erik Gundersen, der om nogen ved, hvad et styrt kan koste. Han har selv prøvet noget tilsvarende.

Allerede inden Jonas Jensen blev opereret skrev Erik Gundersen på Facebook:

- Kanon match på Granly Speedway Arena i aften, resultatet for mig er ligegyldigt. Mine tanker går til Jonas Jensen lige nu. Håber og beder til, at de må give dig den bedst mulige behandling på OUH (Odense Universitetshospital, red.).

- Rigtig god bedring Jonas og selvfølgelig også til Jesper Scharff. Keep fightning boys! KH EG.

Erik Gundersen styrtede selv i 1989 i Bradford i England. Han fik svære skader på rygmarven. Han svævede mellem liv og død, men efter flere års kamp og genoptræning fik den danske speedwaylegende førligheden tilbage, og han er i dag ungdomstræner i Danmarks Motor Union.

Heldigvis slipper Jonas Jensen fra en lignende skæbne. Jesper Scharff, der var involveret i styrtet med Jonas Jensen, pådrog sig skader på albue og skulder.