Spejder overlever fald fra svævebane

Politiet har undersøgt alvorlig ulykke på sommerlejr.

Fredag kom en 16-årig dreng alvorligt til skade, da han var på sommerlejr i spejdercentret Frederikshøj, der ligger i Løjt Nørreskov ved Aabenraa.

Ulykken skete fredag eftermiddag, hvor spejderen skulle teste en tovbane, han selv havde været med til at bygge sammen med andre af lejrens største børn. 

Tårnet faldt sammen

Normalt bøjer tovet opad til sidst på en tovbane, så farten bliver taget af. Men tovet, der skulle holde drengen oppe, var strammet for hårdt op.

Derfor fortsatte han med høj fart ind i tårnet, der holdt tovværket oppe. Dermed faldt drengen ned fra tre til fire meters højde, og tårnet faldt sammen.

Ikke i livsfare

Drengen blev hentet i ambulance og overført til traumecentret i Odense. Men lørdag morgen er drengen i bedring, og hans tilstand er ikke så alvorlig, som man antog i første omgang. Han er uden for livsfare, oplyser vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Fredag undersøgte politiet tovbanen, og der ser ikke ud til at være foregået noget ulovligt. Dog er der endnu ikke foretaget en endelig konklusion på den undersøgelsesrapport, der skrives fra ulykken.