Spejdere spenderede 47 millioner kroner i Sønderborg

Deltagerne og gæster på Spejdernes Lejr i Sønderborg i sommer brugte 47 millioner kroner, mens de var i området.

Omsætningen fra deltagere og gæster på Spejdernes Lejr i Sønderborg i uge 30 lå på godt 47 millioner kroner. Det viser en opgørelse, som er udarbejdet på baggrund af ca. 600 interview, som analysebureauet Epinion har lavet under lejren.

Epinions beregning omfatter alene personer, der var bosat uden for Sønderborg Kommune og ellers ikke ville have brugt penge i området. Det skønnes at være 35.450 ud af de ca. 37.000 lejrdeltagere, og 40.400 ud af anslået  68.000 gæster.

Af lejrens tilrejsende gæster var det 37 procent, som overnattede i området, hvilket opgøres til ca. 15.000 overnatninger. 

En del af forbruget er sket i lejrens egne butikker. Det anslås at være 22 millioner kroner, mens omsætningen uden for lejren ligger på 25 millioner kroner.

Deltagerne i Spejdernes Lejr brugte i gennemsnit 465 kroner under lejren, lederne dog godt 1000 kroner, mens tilrejsende gæster gennemsnitligt brugte 575 kroner.

quote

Spejderne fyldte hele bybilledet den uge. Det var først og fremmest butikker, der solgte fødevarer, altså cafeer, restauranter og pølsevogne, der havde meget at se til i de dage.

Brian Kaslund, citychef i Sønderborg

- Spejderne fyldte hele bybilledet den uge. Det var først og fremmest butikker, der solgte fødevarer, altså cafeer, restauranter og pølsevogne, der havde meget at se til i de dage, siger Brian Kaslund, citychef i Sønderborg, til TV SYD.

Indkøbscentret Borgen mærkede også stor fremgang i uge 29 og 30 sammenlignet med samme uger 2016: Uge 29: 11 procent (51.000 personer) flere handlende og uge 30: 25 procent (66.000 personer) flere gennem dørene, oplyser centermanager Flemming Enghave til TV SYD.

Centeret havde i juli måned i år en omsætningsfremgang på seks pct.

Sønderborg Kommune har bestilt og betalt undersøgelsen.

- Det er jo dejligt at vide, at kommunens investering i den store event i den grad er kommet direkte retur, siger Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen, (S), som vurderer, at der også er en række positive effekter, som er sværere at måle her og nu eller forbinde direkte med lejren.