Spejderlejr bliver snart til koncertområde

Når oprydningen efter Spejdernes Lejr er klaret, står en stor musikscene tilbage. Området skal fremover være et fritidsområde med plads til 100.000 koncertgæster.

Siden 1960’erne har Kær Vestermark fungeret som militært øvelsesområde tilknyttet Hærens Sergentskole i Sønderborg. I denne uge er jorden underlag for landets største spejderlejr, og snart bliver området ud til Alssund et naturområde for alle, hvor der også kan afholdes store koncert-arrangementer.

quote

Sceneområdet er et omdrejningspunkt på lejren, og vi er glade for, at Spejdernes Lejr er med til at sætte gode, blivende spor i Sønderborg.

Richard Engelholm, lejrchef. 

En donation på 6,6 millioner kroner fra Bitten og Mads Clausens Fond er med til at gøre Kær Vestermark til et aktiv for byen – også efter spejderlejrens afvikling.

Pengene er brugt til at etablere et sceneområde, men også til at anlægge et stisystem i området, til kloak, vand, fibernet og el. Herudover er der også lavet en fast vej, hvor lastbiler med sceneudstyr kan køre. 

- Vi ser frem til at Kær Halvø i fremtiden kan blive et smukt og attraktivt naturområde for alle borgere, ligesom det også vil blive et område med mulighed for at afholde meget store arrangementer, siger Peter Mads Clausen, der er formand for Bitten og Mads Clausens Fond.

Tilskuerområdet ved scenen er cirka 35.000 kvadratmeter - 3,5 hektar.  Normalt regnes med tre-fire personer i gennemsnit pr. kvadratmeter, så der er plads til cirka 100.000 tilskuere.

- Sceneområdet er et omdrejningspunkt på lejren, og vi er glade for, at Spejdernes Lejr er med til at sætte gode, blivende spor i Sønderborg, siger lejrchef Richard Engelholm.

Mads Clausen var stifter af Danfoss A/S, der ligger i Nordborg på Als i Sønderborg Kommune. Bitten Clausen var hans hustru. Fonden har til formål at støtte aktiviteter, der har en positiv indvirkning på Danfoss A/S og på de lokalområder, hvor Danfoss har sine aktiviteter.

Læs mere om fonden her