Spejdernes Lejr afspærrer halvdelen af parkeringspladserne

Halvdelen af parkeringspladserne ved Spejdernes Lejr er onsdag morgen blevet afspærret. De sidste dages regn har gjort pladserne meget mudrede.

Det har regnet så meget de sidste dage, så Spejdernes Lejr har været nødt til at afspærre halvdelen af parkeringspladserne. Pladserne er så våde, så bilerne sidder fast, når de skal væk fra dem.

- Det har regnet rigtig meget, og græsset er blevet meget blødt. Det er ikke noget problem at få bilerne ind, men det er et problem at få dem ud. Vi gør det for at undgå fritrækninger, siger Mikkel Harritslev, projektleder, Sønderborg Kommune.

Lejren gør det også i håbet om, at pladserne kan blive klar til resten af spejderlejren.

- Vi gør det også, så vi ikke kører pladserne i smadder i dag. Vi vil gerne sikre, at der er mulighed for at parkere der de sidste par dage, så vi håber, de tørrer ud i dag, siger Mikkel Harritslev.

quote

Det er ikke noget problem at få bilerne ind, men det er et problem at få dem ud. Vi gør det for at undgå fritrækninger.

Mikkel Harritslev, projektleder, Sønderborg Kommune.

Lejren henviser til, at man kan parkere på særlige parkeringspladser inde i byen og tage nogle af de shuttlebusser, der kører mellem lejren og byen, ud til lejren. De indsætter ekstra shuttlebusser og regner med at undgå trafikkaos.

- Vi tror på, det kan blive afviklet i god ro og orden. Vi forventer ikke kaos, for vi har brugt mange ressourcer på det og har udpeget de særlige pladser, siger Mikkel Harritslev.

Der bliver hårdt brug for parkeringspladserne i dag. Onsdag er aktivitetsfri dag, og det er typisk den dag, hvor tilrejsende forældre og bedsteforældre kommer for at se til deres børn og børnebørn.

Spejdernes Lejr henviser til parkering på disse fire P-pladser tæt på shuttlebussens rute i byen: 

• Sygeplejerskeskolen, Agervang 14, 6400 Sønderborg
• EUC Syd, Hilmar Finsens Gade 18, 6400 Sønderborg
• BusinessCollege Syd, Sdr. Landevej 30, 6400 Sønderborg og
• Humlehøjskolen, Stråbjergvej 3, 6400 Sønderborg.

De fire pladser og busruten ses på dette kort:  

 
 
Foto: Spejdernes Lejr 2017

For at man kan komme til lejren fra de fire P-pladser, vil 16 shuttlebusser være i drift og køre med ca. 5 minutters mellemrum.