Spejderne: Vil kæmpe for Sønderborg

Områdets placering var afgørende for, at Sønderborg fik Spejdernes Lejr 2017. Derfor vil vi prøve at planlægge rundt om en eventuel fredning, siger spejdernes leder af planlægningen.

Dermed er der lagt op til kamp, for Danmarks Naturfredningsforening vil forsøge at holde lejren væk fra området på grund af den store påvirkning, de 40.000 spejdere vil udsætte området for.

- Jeg vil ikke afvise, at vi kan finde et andet område i kommunen, men vi har ikke kigget på andre. Nu vil vi forsøge at finde en løsning sammen med Sønderborg Kommune, enten ved at finde et andet eller ved at omlægge lejrområdet rundt om fredningen, siger Finn Dybbøl, Formand for partnerskabsudvalget i Spejdernes Lejr til TV SYD.

- Der var også et fredet område i Holstebro, hvor vi ikke slog telte op men kunne lave andre aktiviteter. Det blev retableret 100%, så vi er vant til at håndtere den slags, siger han.

Men det haster med at få en afklaring, for der forestår et stort anlægsarbejde, før lejren kan slå portene op for de mange spejdere. Fredningssagen og en eventuel ankesag kan allertidligst afgøres om to år, altså i 2016, og det bekymrer Finn Dybbøl.

- Det vil være en stor udfordring, for veje og el- og vandledningerne skal lægges ned senest i 2016. Ellers får jorden ikke tid til at falde til, så det bliver muligt at lægge en lejr ovenpå. Vi vil faktisk helst have lavet en del allerede i 2015, siger han til TV SYD.

Andre områder i kommunen er ikke i spil for spejderne.

- Området er absolut fundamentet for lejren. Det er et rigtig spændende område, dels på grund af det nære vand, hvor søspejderne kan sejle til, og hvor der kan laves vandaktiviteter for de øvrige, slutter Finn Dybbøl.