Spinderi-hallerne i Vejle udvides

Spinderihallerne i Vejle udvides nu med 1200 nye kvadratmeter, øremærket til iværksættervirksomheder og offentlig-privatsamarbejde. Første spadestik blev taget mandag eftermiddag.

Spinderihallerne var engang Vejles største industriarbejdsplads. Nu er spinderimaskinerne erstattet af små, kreative virksomheder, efter at Vejle Kommune i partnerskab med Realdania har renoveret det 13.000 kvm store industribyggeri.

I 2010 åbnede Spinderihallerne som hjemsted for knap 60 mikrovirksomheder inden for kreativitet, kommunikation og forretningsudvikling. Ud over virksomhederne rummer Spinderihallerne en række kulturinstitutioner og Vejle Kommunes innovationsenhed.

Beholder det rå udtryk

Nu igangsættes næste fase af byggeriet. Den gamle kedelbygning, der ligger i tilknytning til Spinderihallerne, renoveres af Vejle Kommune i partnerskab med Realdania og indrettes til kontorer, mødelokaler og værkstedsfaciliteter.

Kedelbygningen, der i Spinderihallernes storhedstid stod som et dampende kraftcenter midt på grunden, bevarer sit oprindelige rå udtryk og sporene fra årtiers industrielle brug. Blandt andet skal kedelrummet fortsat fungere som ?hjertet? i bygningen. Schmidt/hammer/lassen architects, som også har stået for renoveringen af Spinderihallerne, har udarbejdet forslaget til den revitaliserede Kedelbygning.