Mandag aften afgjorde et snævert flertal i Fanø byråd, at der ikke skal gives tilladelse til, at der må ligge en dagligvarebutik på en attraktiv byggegrund midt i Nordby.
Af de 11 byrådspolitikere stemte seks imod, at tilladelsen skulle gives, og dermed bliver der ikke noget Netto i Nordby i denne omgang. Det er partierne Venstre, SF, Socialdemokratiet samt Miljølisten, der sagde nej til forslaget.
Fem stemte for forslaget om, at man skulle gå videre med projektet, og at der blandt andet skulle udarbejdes en lokalplan for området. Det er Konservative, Lokalisten samt borgmester Sofie Valbjørn fra Alternativet, der ønskede at gå videre med projektet, oplyser Christian Lorenzen fra Det Konservative Folkeparti i en sms til TV SYD.
Delte meninger
Afstemningen kommer efter en længere debat på Fanø om for og imod muligheden for, at discountkæden Netto kunne få lov at bygge på den såkaldte Mejergrund i Nordby.
Men bekymringer om endnu et supermarked på øen ville være gunstigt for Fanø eller ej har været mange. Blandt andet er nogle af overvejelserne gået på, om der ville være kunder til sådan et supermarked, som allerede har en Brugs i Nordby.