Spøgelsesbilister punkteres

Klok. En lille mekanisk lyd og piggene skyder op af den snedækkede kørebane klar til at punktere den bil, som lige nu er på vej ud på motorvejen i den forkerte retning.

Som det første sted i landet har rasteplads Lillebælt S på Fyn fået installeret et system, der skal standse spøgelsesbilister i tide. En sensor i vejen registrerer, hvis en bilist er på vej i den forkerte retning og standser bilen, inden den når ud på motorvejen.

Kører på fælgene

- Den tager alle fire dæk på bilen, så i løbet af ganske kort tid kører en spøgelsesbilist på fælgene, og det kommer han ikke så langt med, siger konsulent i Vejdirektoratet Henrik Ludvigsen.

Simpel men effektiv

En simpel, men effektiv løsning, mener transportminister Hans Chr. Schmidt (V), der er klar til at sætte pigge ind mod spøgelsesbilister over alt i landet.

- Jeg må sige, jeg er meget påvirket af, at det er effektivt, og det kan jeg godt lide. Jeg mener, vi skal gå i gang med at lave det ved alle nybyggerier, men jeg mener også, vi skal prøve at finde penge, så vi kan lave dem på flere eksisterende motorveje, siger transportministeren.

Pigge over hele landet?

Han vil inden jul kalde trafikordførerne fra de øvrige partier sammen for at finde ud af, om der er flertal for at finde penge til at lave pigge mod spøgelsesbilister over hele landet.

Et anlæg med pigge koster 175.000 kroner at etablere, og skal det etableres på alle frakørsler til motorveje i Danmark, vil det koste cirka 100 millioner kroner, anslår Vejdirektoratet.

163 spøgelsesbilister sidste år

Rastepladsen på Fyn er valgt som det første sted for de nye tiltag mod spøgelsesbilister, fordi det efter alt at dømme var her, en af de mest opsigtsvækkende sager om spøgelsesbilister i Danmark tog sin begyndelse i maj 2007. Her kørte en beruset mand på motorvejen i den forkerte retning, og efter næsten 18 kilometers kørsel torpederede han kort efter Fredericia en bil med fire voksne - et søskendepar og deres kærester - på vej hjem fra en bryllupsfest i Jylland.

Alle fire og den ene kvindes ufødte barn blev dræbt ved ulykken, mens bilisten overlevede med mindre skrammer. Han blev senere idømt tre års fængsel.

Sidste år registrerede Vejdirektoratet 163 tilfælde af spøgelsesbilister på de danske veje, og med få dage tilbage af 2010 er der indtil videre registreret 154 tilfælde. I 2000 var tallet kun 35.