Sponsorer står i kø for at poste penge i e-sport

Nogle af verdens helt store virksomheder har opdaget, at der er god reklameværdi i den fremadstormende e-sport. Det mærker de også hos Tricked i Vejle.

Store mesterskaber og konkurrencer med hundredtusindvis af tilskuere er naturligvis det rene guf for mange store virksomheder, der gerne vil nå ud til flest mulige mennesker.

Derfor mærker flere af de danske e-sportsklubber lige nu, at pengene nærmest strømmer ind fra en lang række sponsorer.

Hos klubben Tricked i Vejle er der lige nu fyldt godt op med sponsorlogoer, og samtidig har de kvit og frit fået en masse goder som f.eks. TV og Wi-Fi i huset.

Det er især gået fremad for klubben, efter at forretningsmanden Lars Seir er gået ind i projektet i Vejle.

quote

Man har mulighed for at influere nogle yngre målgrupper, som ellers er svært at ramme med markedsføring

Sportsøkonom Kennneth Cortsen.

Den stigende interesse fra sponsorerne bliver også bekræftet af sportsøkonom Kenneth Cortsen fra University College Nordjylland.

- E-sport er blevet populært. Det bliver italesat oftere, og samtidig er det et markedsføringsmæssigt drømmeunivers forstået på den måde, at man har mulighed for at influere nogle yngre målgrupper, som ellers er svært at ramme med markedsføring, siger Kenneth Cortsen til TV SYD.

Mandag aften er der semifinale i TV SYDs Counter-Strike Mesterskab. Denne gang mødes Frøslevlejrens Efterskole og Øse Efterskole.