Sporarbejde udløser klagestorm

Togpassagerer i tusindvis klager til DSB over forsinkelser og kræver nu erstatning af DSB

Et omfattende sporarbejde fra 1. maj samt fejl på skinner og signaler på Vestfyn betyder, at mange togpassagerer i maj måned har oplevet forsinkelser på deres togrejse mellem Fredericia og Odense.

Nu vil et rekord stort antal passagerer have erstatning, fortæller informationschef i DSB, Tony Bispeskov.

- Lige i øjeblikket har vi cirka 10.000 sager liggende. Det er et antal, som er væsentligt over, hvad vi normalt har, siger DSB-chefen til DR Fyn.

DSB oplyser, at de netop har ansat seks nye medarbejdere for at komme til bunds i den store stak erstatningssager.

Banedanmark, som står for vedligeholdelsen af jernbanen i Danmark, oplyser, at andelen af aflyste tog på Vestfyn i maj måned har været knap fem procent større end sidste år.

I går var den så gal igen, da alle tog mellem Fredericia og Odense blev aflyst fra den tidlige morgenstund til omkring 14:30 på grund af skinneproblemer ved Holmstrup sydvest for Odense.

Sporarbejdet på Fyn fortsætter ifølge den nuværende plan frem til 9. august, hvorfor passagererne kan forvente forsinkelser i de kommende måneder.

Hvis man som passager oplever forsinkelser, er der to muligheder:

Valget står mellem, om man vil have en ny billet, hvis man har været mere end en halv time forsinket. Alternativt kan man få en del af rejsens pris refunderet.