Sport får børnene op af sofaen

Udsatte børn i Vejle kan i disse dage prøve kræfter med sport. Både svømning, basket og fodbold skal få ungerne op af sofaen.

Ikke alle børn er så heldige, at de kan tage på ferie med deres forældre. Nogle er fattige eller kommer fra familier med sociale problemer. Andre er flygtninge, og kender slet ikke noget til det danske foreningsliv endnu.

Med projektet "Aktiv Fritid" giver Vejle Kommune nu de udsatte børn mulighed for at dyrke sport og mødes med kammerater i ferien.

Et af de børn, der bruger en del af sin ferie på at dyrke sport i hallen er Shallom Edidiong Bassey.

- Det er sjovt at være med, siger hun til TV SYD. - I stedet for at sidde inde hele dagen, så kommer man ud og kan møde en masse forskellige mennesker, siger Shallom.

For det første, er der mange af de her børn, der ikke har så mange aktiviteter her i ferien, og så gør vi det også for at bygge bro over til foreningerne, fortæller projektleder i "Aktiv Fritid", Marianne Pedersen til TV SYD.

Samtidig kunne det være rart, hvis nogle af børnene blev så glade for idræt, at de blev hængende, mener Marianne Pedersen.

-Det vi håber på er, at der er nogle børn, der får prøvet nogle aktiviteter, sådan at de bagefter tænker, at det er det, de gerne vil gå til.

Skulle børnene få lyst at fortsætte med idræt, så kan projektet hjælpe dem med støtte til kontingent og udstyr.

 

Omkring 50 udsatte børn og flygtningebørn i Vejle dyrker sport i ferien.
Omkring 50 udsatte børn og flygtningebørn i Vejle dyrker sport i ferien.
Foto: John Melin, TV SYD