Sport2Go lukker ned i Esbjerg

På grund af manglende deltageropbakning stopper Esbjerg Kommune og DGI Sydvest nu idrætskonceptet Sport2Go. Konkurrence fra især fitnesscentre bevirkede, at det ikke lykkedes at få flere unge til at dyrke fleksibel foreningsidræt.

Til trods for en meget fleksibel opbygning, så har Sport2Go ikke kunnet konkurrere med især fitnesscentre, der tilbyder unge en ubegrænset frihed og fleksibilitet.

Et svigtende deltagerantal i vintermånederne bevirkede, at Sport2Go til slut valgte at lukke helt ned for alle aktiviteter, og selvom formand for DGI Sydvest, Henning Kristensen, er ked af, at Sport2Go kun nåede at tilbyde fleksibel foreningsidræt i fem måneder, så ser han alligevel en lang række positive aspekter i projektet.

- Selvom projektet nu lukker ned, så har den helt store succesoplevelse for os været det engagement, gå-på-mod og brændende lyst til at dyrke idræt, som alle deltagere, foreninger og ambassadører har lagt i projektet. Denne indlevelse og oplevelse medvirker til, at vi hos DGI Sydvest og Esbjerg Kommune har masser af mod på at starte lignende projekter op i fremtiden,?siger Henning Kristensen, formand for DGI Sydvest.