Spritbilist fik 142.000 kr. i erstatning

Det var i orden for speditionsfirmaet DVS Road A/S i Horsens at fyre, men ikke at bortvise en mandlig ansat fra Esbjerg. Det har landsretten netop afgjort. Firmaet skal nu betale 142.000 kr. i erstaning til manden.

Fyret og bortvist

Manden, der tre år forinden havde fået en spritdom, blev både fyret og bortvist, da han ville kørte til et møde i firmaet i sin egen bil.
Medarbejderen blev stoppet med sprit i blodet i 2006, og blev siden frakendt kørekortet i tre år. Det skriver jydskeVestkysten.  

Tog sin private bil

I april 2007 præciserede hans nærmeste chef, at man som vognmandsvirksomhed ikke kunne acceptere, at han kørte bil uden kørekort i firmaets tjeneste. Få måneder efter skulle han til et internt møde i firmaet, og tog sin private bil. Det har han erkendt. Straks efter blev han bortvist og siden opsagt.

Fyringen uberettiget

Manden mente for sit vedkommende, at fyringen var uberettiget, da han havde anvendt sin egen bil til køreturen, og han krævede knap en halv million kroner i godtgørelse og løn.
Både byret og landsret siger, at han havde fået en advarsel om, at kørsel uden kørekort i firmaets tjeneste ville få ansættelsesmæssige konsekvenser, og at opsigelsen efter 13 års ansættelse derfor var i orden. Men da der er tale om en enkeltstående episode var det ikke i orden at bortvise ham.

Erstatning

Nu har Vestre Landsret stadfæstet dommen fra Retten i Esbjerg, hvorefter retterne finder, at fyringen, men ikke bortvisningen var i orden. Derfor har manden krav på tre måneders løn svarende til 142.000 kroner.